Da parret jeg sad til bords med fortalte, at deres børn hed Aldi og Vingård

 

Min mave snørede sig sammen, da jeg hørte det. Stakkels unger. Det er sikkert sådan nogen, som får en daddel og to stængler bladselleri som fredagsslik og går i en børnehave, hvor ‘han’ og ‘hun’ er skiftet ud med ‘hen’ i ligestillingens navn. Jeg kunne lige se, hvordan forældrene havde siddet og snacket chiafrø, mens de diskuterede, om ungen skulle hedde Irma eller Aldi, og landede på Aldi fordi ingen skulle fortælle dem, at Irma var finere.

Det nåede jeg i hvert fald at tænke, inden jeg overvejede, om det kunne være mig, der havde hørt forkert.

Noget af det værste ved at høre dårligt, er at der ofte følger et skelnetab med. Det vil sige, at man mister evnen til at høre forskel på, om der bliver sagt  Singapore eller Silkeborg
Om man så har det bedste høreapparat i verden, så hjælper det ikke en dyt på skelnetabet. Det er også en af grundene til, at folk, der har mindre høretab og stort skelnetab, ofte oplever større vanskeligheder, end folk der har et stort høretab, men lille skelnetab.

Jeg har både stort høretab og stort skelnetab, hvilket kaster mig ud i gætteleg sådan cirka hver gang, jeg fører en samtale. Kaldte hun mig lige en ko? Eller sagde hun at jeg var god? Selvfølgelig kan man gætte sig til meget ud fra sammenhængen, hvis ellers man har fanget den.

Men i en tid hvor der findes børn med navne som Vanilja og Vigfus, er det fuldstændigt umuligt at vide, om man hørte det rigtige navn.

Forældreparret fangede godt, at jeg virkede desorienteret, og moderen var sød at gentage så mange gange, at jeg til sidst kunne ånde lettet op over, at Aldi og Vingård faktisk hed Astrid og Ingeborg.

Og så grinede vi allesammen. For det er man nødt til, når man ikke kan holde ud at tænke på, hvor enerverende det faktisk er at have et skelnetab.

One thought on “Da parret jeg sad til bords med fortalte, at deres børn hed Aldi og Vingård

  1. Jeg arbejdet i mange mange år i Bilka og en dag fik vores personale afdeling et brev fra en Norsk (eller var hun svensk?) kvinde der hed Bilka og som havde hørt om Bilka fra en ven der havde været i Danmark.

    Hun ville frygtelig gerne have en personale trøje som dengang var mega blå med Bilka og tre små kasser broderet på venstre bryst……så måske der faktisk findes en Aldi et sted?? 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *